Anna Bak: Jeg vil bygge dig et hus - Jeg vil hviske i hver en sten 2/9 - 13/11 2022
En soloudstilling af Anna Bak skabt til Fraktal - Ventesal for samtidskunst, lyd og poesi.
Fernisering: 2. september kl. 17-19
Udstillingsperiode: 2. september - 13. november 2022
Åbningstider og entré: Åbent hver torsdag 12-18 og efter aftale. Gratis entré.
Om Udstillingen:
Indenfor de seneste år har banebrydende svampeforskning vist, at svampe har et sprog og at de potentielt også kan blive intelligente byggesten i vores fremtidige hjem.
Mycelium er navnet for svampenes tynde rodlignende fibre, der løber nede i jorden. Når det er tørret, kan det bruges som et superstærkt, vand-, skimmel- og brandsikkert byggemateriale, der kan dyrkes i bestemte former og dermed reducere forarbejdningskravene. Lige nu er der forskningsprojekter der forsøger at kombinere dette byggemateriale med computerteknologi, så de levende svampe konstant kan overvåge husets indeklima og kommunikere det til en computer, der så regulerer stuetemperaturen og luftfugtigheden, så huset er behageligt at befinde sig i.
Men svampe kan også kommunikere med hinanden indbyrdes. Studier har vist at svampe ser ud til at tale med hinanden via elektriske impulser gennem deres mycelium-tråde. Når svampene hæfter sig fast til en plantes rødder, skaber de et symbiotisk forhold kaldet Mykorrhiza. Som det er tilfældet hos andre symbioser, har begge parter fordele af samlivet. I dette tilfælde modtager planten hovedsageligt mineralsk næring og vand, mens svampen modtager kulhydrater og vitaminer fra planten. Mycelium-netværket kan strække sig over flere tusinde kilometer og forbinde millioner af træer og planter med hinanden. I 2001 fik dette netværk kælenavnet Wood Wide Web i analogi til internettets World Wide Web. Siden da har forskningen påvist den ene forbløffende udveksling efter den anden, som i sidste ende betyder, at vi må revurdere vores opfattelse af, hvad en skov og et træ er og hvor meget vi egentlig ved om naturens eget kommunikationsnetværk.
I Anna Baks udstilling, har hun brugt denne viden som inspiration til en total-installation, skabt stedsspecifikt til den tidligere ventesal. Installationen består af en bygget trækonstruktion som spejler det eksisterende rum. På konstruktionen ”vokser” udskårne svampe i træ frem og på gulvet strækker bløde tuftede svampe sig ud som tæpper. Til installationen har hun også produceret et lydværk som lægger sig som baggrund til udstillingen. Lyden fremstiller et narrativ, med mycelium-netværket som et kontaktsøgende væsen der så inderligt ønsker at blive hørt. Kombineret med toner fra vores menneskelige teknologiske kommunikationsplatforme, dannes en fortælling om vores behov for at forstå og selv blive forstået. Samtidig veksler stemmens tonelej fra det krævende, indtrængende, til det nærmest forførisk tryglende, og sår tvivl om hvor velmenende intentionen om kontakt egentlig er og hvad budskabet indebærer.
Tak til Statens Værksteder for Kunst for arbejdsophold til produktion af udstillingen
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Rebild Kommune
Anna Bak (f. 1985) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2012 og arbejder både som kunstner og kurator. I 2014 blev hun udtaget som deltager på det postakademiske researchinstitut Jan Van Eyck Academie i Maastricht.
Bak repræsenterer en kunstpraksis, der nysgerrigt vender blikket indad og udad i en undersøgelse af menneskets forhold til naturen. Hendes værker kredser især om de mange selvmodsigelser, myter og paradokser, der kendetegner det moderne menneskes relation til naturen. Parellelt til sit tematiske fokus, benytter Bak sig ofte af håndlavede teknikker og uforarbejdede materialer som træ, læder, sten og ler.
I Danmark har hun udstillet på kunstinstitutioner som Overgaden, Sorø Kunstmuseum, Gl. Strand Kunstforening, samt Kunsthal NORD i Aalborg – og internationalt på Museum Het Valkhof i Nijmegen, Studio 47 i Amsterdam og Glucksman Gallery i Cork. I 2015 udgav hun bogen Wilderness Survival – A Guide to the Aesthetics of Survivalism, udgivet af det hollandske forlag Onomatopee.